Basilikum

Basilikum er en meget anvendelig krydderurt med en umiskendelig smag af Italien! Har du som jeg slæbt i potte-vis hjem fra supermarkedet for blot at opleve, at de kollapser efter et par dage, så skulle du prøver at dyrke dem selv fra frø i den mikrogrønne version. Her vænnes planterne til dine lys-, fugtigheds- og temepraturforhold og så er det meget lettere at lykkes med de grønne fingre.

Smagen i de små kimplanter er intens, sød og ren. Gem evt. et par frø og dyrk en større version også. Basilikum trives godt i et solfyldt vindue og kan evt. sættes ud på en lun og solrig plads.

Dyrk mikrogrøn basilikum sådan her

  1. Vand hampemåtten, så den er sjaskvåd
  2. Så frøene tæt på hampemåtten (de sorte frø bliver i løbet af nogle minutter grålige, det er et tegn på at spireprocessen allerede er gået i gang)
  3. Stil haven lyst, men undgå direkte sol midt på dagen, da dette kan svide de små planter
  4. Mærk hver dag om der skal vandes – og det skal der næsten altid! – de små planter tåler ikke at tørre ud
  5. Høst de fine små basilikum spirer efter 10-14 dage

sådan bruger du mikrogrøn basilikum

Du kan bruge den mikrogrønne basilikum som du ville bruge almindelig basilikum. Den er superlækker sammen med tomater og mozzarella ost dryppet med balsamico og olivenolie, oplagt som ekstra vitaminer på pizzaen eller måske sammen med avocado, æg eller nye kartofler. På billedet ser du en salat med tomater, stegte auberginer og mikrogrøn basilikum.

Tomatsalat med aubergine og lækker mikrogrøn basilikum

Sådan dyrker du frøene i jord

Vil du prøve at dyrke frøene til store basilikumplanter, så er det bedst at så dem i jord. Brug en så- og priklemuld af god kvalitet eller brug evt. tørvebriketter eller kokosjord. Er du til genbrug, så check de seje kompostbude ud, de komposterer organisk affald og deler af og til gratis muld ud. 

  1. Fyld en potte med jord og vand, så jorden er fugtig, men ikke sjaskvåd. Hvis du vander i underskålen, skal du hælde overskydende vand væk efter 10-15 minutter
  2. Så frøene med stor afstand, 10-20 frø er rigeligt til en potte
  3. Stil potten lyst og varmt, evt. i et mini-drivhus eller med en plastikpose over, så luftfugtigheden øges – klip et par huller i posen
  4. Vand i underskålen og forvent spiring efter 7-10 dage
  5. Når basilikum er godt i vækst, skal den have gødning. Flydende gødning er let at dosere, følg anvisningen på dunken.
  6. Når du begynder at høste, så klip eller nip over et blad, så forgrener planten sig og sætter nye skud
  7. Vil du kunne høste længe fra planten, skal blomster-skud fjernes.
Klip basilikum over et blad, så forgrener planten sig

Kan du ikke vente med at komme igang med at dyrke dine egne krydderurter? Så køb frø her

Mange mikrogrønne hilsner

Helle

0 kommentarer “BasilikumTilføj din →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *